Få det bedre | opnå det DU gerne vil

Studerende med Stress?

Følg os!

Stressfrit Studieliv

Rådgivning at Studenterrådgivningen
Om Stressfrit Studieliv:

Stressfrit Studieliv tilbyder gratis individuelle samtaler til dig, der går på en ungdomsuddannelse eller på en videregående uddannelse.

I samtaleforløbet kan du få hjælp til at navigere i dit studieliv, få snakket om nogle af de ting, som gør det svært, og få konkrete værktøjer til at undgå stress.

Et samtaleforløb er på 1-5 samtaler á 50 minutters varighed med en frivillig rådgiver.

Du skal være minimum 15 år.

Du kan også følge Stressfrit Studieliv på Facebook. Her kan du finde mere information om stress og løbende se inspirerende videoer og gode råd til at håndtere stress i din hverdag som studerende.

Kontakt Frivilligcenter SR-Bistand på srb@sr-bistand.dk eller 35 39 71 97
Følg os!

Latest posts by Stressfrit Studieliv (see all)

 

…Du er ikke alene!

Læs om, hvordan stress kan være svært at komme til livs som studerende, men også om, hvordan du lettere kan klare det, hvis du åbner op og fortæller om det i stedet for at gå med det alene. Vi giver de fem vigtigste råd.

Det første, vi fortæller de studerende, der henvender sig til os i Stressfrit Studieliv, er: ”Hvis du føler dig stresset, er du ikke alene!” Generelt bliver flere og flere danskere nemlig syge af stress, og tendensen viser sig i den grad hos de studerende, hvor hele 45% af de studerende på Københavns Universitet (KU) føler sig stressede i løbet af semestret. Nutidens unge er endda blevet kaldt “Generation Præstation,” da der viser sig en tendens til, at de generelt forsøger at levere toppræstationer på flere og flere områder af deres liv – ikke blot på skolebænken.

Stress er efterhånden et fænomen, vi alle har et forhold til, men alligevel oplever vi i Stressfrit Studieliv ofte en berøringsangst omkring det at tale om sine egne stressfulde oplevelser. Vores ønske er at bryde tabuet omkring stress og slå fordommen – at stress kun rammer ”svage” eller ”sårbare” individer – til jorden en gang for alle.

Råd #1: Tal om det

– Dine problemer vokser ikke, når du taler om dem. Tværtimod. Det kan være en stor lettelse at dele sine tanker med nogen. Måske har de oplevet det samme som dig.

 

Find hjælp i en studiemakker

Når du føler dig stresset, er det vigtigt at huske på, at det ikke blot er din egen skyld. Følelsen af at være stresset kan bl.a. opstå i mødet med urealistiske forventninger, for lidt eller for uklar feedback på dine opgaver eller med det karakterræs, der gør, at nogle studerende har svært ved nogensinde at holde helt fri. Det er vores erfaring, at mange studerende generelt er utroligt velforberedte på studiet, når de henvender sig med begyndende eller akut stress. Vores hjælp består derfor sjældnere i at strukturere arbejdsopgaverne for den studerende og oftere i at arbejde med den studerendes præstationsangst og med at dulme nerverne. Denne støtte kan også findes i en studiekammerat.

Råd #2: Få en studiemakker

– Det kan mindske stressen at arbejde sammen eller vende dine opgaver med en medstuderende. Samarbejde kan både bidrage med styrket motivation, bedre feedback, mindre ensomhed og mere struktur og klarhed i arbejdet.

 

Individuel stress – individuel coping

Det er helt individuelt, hvornår vi hver især reagerer med stress, og hvordan dette kommer til udtryk. Symptomerne på stress er altså mange. Der findes klassiske symptomer som ondt i maven, hjertebanken og søvnløshed, men vi plejer at sige, at man som en tommelfingerregel bør være opmærksom på, om noget forandrer sig i ens liv, eller om ens livskvalitet føles forringet. Det er en myte, at vi finder de samme ting stressende, og det er ligeledes forskelligt, hvad der virker afstressende på os. Derfor er det vigtigt at give sig selv tid til at være opmærksom på sig selv og sin krop.

Råd #3: Mærk efter

– Kroppen har mange måder at fortælle dig at du er stresset. Det kan f.eks. være hovedpine eller ondt i maven. Tag det alvorligt hvis du føler dig utilpas i en længere periode.

 

Tankernes eget liv

Vi er som mennesker rigtig gode til at leve på ‘automatpilot,’ dvs. gå igennem vores hverdag uden egentlig at bemærke, hvad vi foretager os. På samme måde kan vi let komme til at tænke tanker, som, vi ikke bemærker, blot er tanker. Automatiske tanker er en naturlig mekanisme til at være på vagt over for farer samt undgå uønskede situationer. Dog er disse tanker ofte negative, og de kan komme til at præge det billede, vi har af os selv og vores egen situation.

Vi hjælper ofte studerende til stoppe op og bemærke, at det, de tænker, blot er en tanke. Det er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med virkeligheden. Vi oplever, at mange studerende kan have tendens til at lade deres tankeliv påvirke hele deres liv, og her hjæper vi dem med at distancere sig fra de flyvske bekymringer.

Råd #4: Stop negative tanker

– Vi kommer let til at tænke meget negativt. F.eks. “Jeg er ikke god nok” eller “Jeg bliver aldrig til noget.” Øv dig i at slå negative tanker hen. De er ikke facts.

 

 

Stress avler stress

Når vi er stressede, har vi tendens til at fokusere på arbejdet og nedprioritere det, vi normalt kan lide at bruge vores fritid på. Problemet er bare, at vi mister mere og mere energi, hvis vi aldrig sætter gode oplevelser ind på vores ‘energikonto,’ og vi kan risikere, at stressen tager over.

Vi oplever, at flere studerende melder sig med dårlig samvittighed over ikke at kunne arbejde mere eller mindre konstant, når de har travlt. Flere ender f.eks. med at surfe rundt på computeren, når de ved, de burde arbejde. Her foreslår vi at planlægge pauser, hvor den studerende kan foretage sig det, han eller hun virkelig holder af at lave. På denne måde vender man tilbage til arbejdet med frisk energi og mere fokuseret opmærksomhed.

Desuden er det vigtigt at understrege, at det ikke nytter noget, at din pauseaktivitet er en løbetur eller en faglitterær bog, hvis du ikke holder af at løbe eller læse meget faglitteratur. Det er vores erfaring, at flere ‘studie-perfektionister’ nærmere pålægger sig endnu en opgave ved f.eks. at vælge opgaver som ovennævnte. Tænk over, hvad aktiviteten betyder for dig.

Råd #5: Gør mere af det, der gør dig glad

– Det er en dårlig idé at droppe de aktiviteter, du holder af, når du er stresset. At dyrke en hobby eller mødes med en ven kan netop give dig overskud og gøre dig mindre stresset.

 

Kontakt Frivilligcenter SR-Bistand på

srb@sr-bistand.dk eller  ring icon-phone : 35 39 71 97

Facebook: facebook.com/stressfritstudieliv

 

Apps der giver en hjælpende hånd i hverdagen

Når vi afslutter en samtale eller et samtaleforløb, sørger vi for, at den studerende har nogle metoder eller øvelser til at håndtere stress fremover. Vi kan f.eks. foreslå den studerende at bruge en af disse apps:

Headspace: Meditationsapp til ro i hverdagen og hjælp mod eksamensangst

Studenterrådgivningens App: konkrete råd til at håndtere eksamensangst

Any.do: Planlægnings-apps, der både kan bruges i webbrowseren og på smartphonen. Den kan også deles, hvis du har fælles opgaver med f.eks. din skrivegruppe.

 

      +

      Få vores seneste indlæg direkte til din indboks

      css.php